Nyt eksklusivt hotel midt i Københavns gamle kvarter
Historiske bygninger bygges om til butikker, boliger og den internationale hotelkæde 25hours Hotels første hotel i Danmark.
Historiske bygninger bygges om til butikker, boliger og den internationale hotelkæde 25hours Hotels første hotel i Danmark.
En hel karré af ejendomme på Købmagergade i København, der indtil 2017 husede en del af Københavns Universitet, omdannes i et stort renoveringsprojekt til et 243-værelses boutiquehotel. Hotellet skal drives af den internationale hotelkæde 25hours Hotels, og projektet har fået navnet The Trinity Quarter, opkaldt efter den nærliggende Trinitatis Kirke med Rundetårn.
Udover 17.000 m2 hotel i tre etager, som får facade ud mod torvet bag Trinitatis Kirke, kommer byggeriet til at omfatte cirka 3000 m2 butikker ud til Købmagergade, samt cirka 1000 m2 boliger.
Ombygningen gennemføres for bygherre Hines Nordics af Hoffmann A/S, og bgb a.s. har tømrerentreprise på projektet. Entreprisen rummer gipsvægge/lydvægge, gipslofter og døre på hotelværelser, butikker og lejligheder.
Bygningerne i komplekset er opført i det 18. og 19. århundrede. Dele af ejendommene, som hænger sammen i et netværk af passager og gårde, er fredet, og blandt andet skal en række stålvinduer bevares. Da byggeriet begyndte, blev der endda gjort arkæologiske fund under gulvene, som udgraves samtidig med, at ombygningen fortsætter. Alt dette gør projektet ekstra kompliceret.
Samtidig er der vanskelige adgangsforhold til byggepladsen, både for materialer og mandskab. bgb a.s. og medarbejderstaben har gennem en lang række byggeprojekter i Københavns indre by rig erfaring med den type udfordringer. På dette projekt løses materialelogistikken ved at hejse materialerne op på et ladetårn fra bagindgangen på Pilestræde, og fra Købmagergade hejses materialerne ind gennem et vindue.
The Trinity Quarter forventes afsluttet i 2021, hvor butikkerne åbner for kunder primo 2021, mens hotellet åbner for gæster primo 2022.