29.11.2021

bgb a.s. opfører boliger og supermarked i Valby i totalentreprise

 

I den nye bydel i Valby, Valby Maskinfabrik, skal vi opføre 77 boliger og et Meny supermarked som nybyg i totalentreprise.

 

bgb a.s. har siden 2012 haft en lang række tømrer- og snedkerentrepriser på de mange ejendomme i den nye bydel, der er opført på FL Schmidts gamle grund mellem Gammel Køge Landevej, Vigerslev Allé og S-togsbanen. På dette projekt bliver det som totalentreprenør på opførelsen af ejendommen ”Toften” på hjørnet af Vigerslev Allé og Gl. Køge Landevej.


Ejendommen opføres for KFI Erhvervsdrivende Fond.

-    Det er rigtig dejligt at få denne opgave. Noget af det, der gerne skulle være godt er, at det er Arkitema, der er arkitekter på projektet. Det er de samme arkitekter, der har tegnet bygningerne ved siden af, VA1 og VA2, som er opført i en lignende arkitektur. På den måde er det nærmest tredje gang, Arkitema tegner projektet. Når det er færdigt, skal det se ud som om at Toften og VA2 er samme ejendom, med et fælles gårdrum, de samme stålaltaner og samme facader i røde teglsten, fortæller Mads Volmer Nielsen, projektchef og partner i bgb a.s.

 

Ejendommen opføres med et traditionelt råhus i betonelementer, med butikken i stueetagen, og lejligheder fordelt på syv opgange fra kælder til 6. sal med penthouse. Lejlighederne er på to til fem værelser. Bygningens afslutning ud mod Toftegaards Plads er tegnet med en flot runding, og bygningen kommer til at fremstå som en del af den større karrébebyggelse ud mod Vigerslev Allé.