17.04.2026

bgb a.s. udvider direktionen og styrker ledelsesstrukturen

 

bgb a.s. har i forbindelse med den seneste generalforsamling igangsat et løbende generationsskifte i ledelsen og udvider direktionen samt styrker ledelsesstrukturen. 

 

Formålet er at fastholde en tydelig og robust ledelsesstruktur på tværs af virksomhedens samlede aktiviteter, fra egenproduktion til komplekse total- og hovedentrepriser.

 

Grundlægger af bgb a.s., Bertel Gantriis, har overdraget posten som bestyrelsesleder til Jens Hjort, der indtræder som arbejdende bestyrelsesformand og fortsat vil være et markant aktiv for bgb - både i den daglige udvikling og i virksomhedens langsigtede retning. Bertel Gantriis fortsætter i bestyrelsen og bidrager fortsat med erfaring, indsigt og idéer. Bestyrelsen består herefter af Jens Hjort, Bertel Gantriis, Jane S. Møller og Jakob Sand.


Generationsskiftet bygger videre på en proces, bgb har gennemført før: For ca. 20 år siden gennemførte Bertel Gantriis og Jens Hjort et tilsvarende forløb, hvor Jens overtog den formelle titel som direktør, mens Bertel trådte et skridt til siden. Det samme sker nu, hvor både Jens og Bertel gradvist træder tilbage, og Jeppe Mulvad Lykke Jeppesen og Mads Volmer Nielsen over en periode overtager stafetten. Direktionen består fremover dermed af Jeppe Mulvad Lykke Jeppesen og Mads Volmer Nielsen.

 

“bgb har altid udviklet sig i takt med opgaverne - men uden at give køb på håndværket, kulturen og partnerskabet. Jeg er tryg ved, at virksomheden med den nye ledelse bygger videre på netop dét fundament,” siger Bertel Gantriis.

 

“bgb står et sted, hvor vi både skal fastholde nærheden til håndværket og have kapacitet til at løfte stadig mere komplekse opgaver. Derfor udvider vi direktionen og styrker ledelsesstrukturen, så vi fortsat kan træffe hurtige beslutninger, drive projekterne tæt på produktionen og levere den kvalitet, vi er kendt for,” siger Jens Hjort.

 

Jeppe Mulvad Lykke Jeppesen er udnævnt til administrerende direktør. Han er civilingeniør, har en MBA fra CBS og har været partner i bgb siden 2016. Som administrerende direktør får han det samlede ansvar for virksomhedens drift samt udvalgte totalentrepriser.

 

Mads Volmer Nielsen udnævnes til direktør med ansvar for total- og hovedentrepriser. Han er uddannet bygningsingeniør og har været partner i bgb siden 2019 med overordnet ansvar for en række større totalentrepriser. Med erfaring fra både rådgiver-, bygherre- og entreprenørsiden styrker han bgb’s gennemførelse af komplekse projekter.

 

“bgb står stærkt, når vi kombinerer teknisk styrke, håndværksmæssig kvalitet og klare beslutningsveje. Den nye ledelsesstruktur giver os et solidt fundament for at løse stadig mere komplekse opgaver - uden at miste nærheden til projekterne,” siger Mads Volmer Nielsen.

 

Jens Hjort, der gennem mere end 20 år har været administrerende direktør i bgb, fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand med ansvar for egenproduktionen af tømrerarbejder. Med sin dybe forankring i håndværket og sit indgående kendskab til bgb’s projekter og kultur bidrager Jens Hjort fortsat som en nøgleperson, der sikrer kontinuitet, beslutningskraft og retning, også i de kommende år. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og har været en del af bgb siden 1998 og partner siden 2001. Kombinationen af stærk håndværksmæssig forankring og mange års erfaring med større byggeprojekter giver ham en særlig evne til at omsætte komplekse projekter til bygbare løsninger.

 

Med den justerede ledelsesstruktur samles håndværksmæssig forankring, teknisk ingeniørkompetence
og mangeårig erfaring med komplekse totalentrepriser i én samlet ledelse.

 

“Sammen står vi i bgb stærkt rustet til fremtiden. Med et solidt fundament, et stærkt partnerskab og en klar ledelsesstruktur er vi klar til de næste mange år,” siger Jeppe Mulvad Lykke Jeppesen.

 

Partnerdrevet organisation

 

bgb er en partnerdrevet virksomhed, hvor alle partnere indgår aktivt i den daglige drift. De øvrige partnere varetager fortsat centrale funktioner i organisationen:

 

  • Jesper Maarschalk, partner siden 2001, projektdirektør for hovedentrepriser
  • Frederik Westrup, partner siden 2022, tømrermester for egenproduktion
  • Jeppe Bak, partner siden 2009, tilbudschef
  • Jane S. Møller, partner siden 2022, økonomichef

 

bgb a.s. er en dansk byggevirksomhed med solide rødder i tømrer- og snedkerhåndværket. Virksomheden blev grundlagt i 1976 og arbejder i dag med både total- og hovedentrepriser samt fagentrepriser.

 

Med en stærk og engageret partnergruppe, der fortsat driver virksomheden i tæt samarbejde med vores kompetente medarbejdere, understøtter den justerede ledelsesstruktur en organisation, der forbliver tæt på både håndværket og de centrale beslutninger - også når opgaverne vokser i størrelse og kompleksitet.