28.10.2025

bgb a.s. vinder tømrerentreprisen på Nationalbankens fredede bygning

 

bgb a.s. er blevet tildelt tømrerentreprisen på renoveringen af Danmarks Nationalbank i København.

 

Restaureringen og renoveringen af bygningen, som er blandt Arne Jacobsens hovedværker, bliver et af de mest komplekse og betydningsfulde byggeprojekter i Danmark i de kommende år - og vi glæder os til at være en del af det.

 

Bygningen, som blev fredet i 2009, skal restaureres og teknisk opdateres, så den kan fungere som en moderne arbejdsplads uden at miste sine arkitektoniske kvaliteter.

 

Projektet indledes med projektering i november 2025, mens selve udførelsen begynder i maj 2026, hvor de fredede bygningsdele nænsomt tages ned som første skridt i den flerårige renovering.

 

“Vi er superglade for, at vi har modtaget besked om, at vi har vundet udbuddet, hvor vi var oppe mod flere andre stærke hold i branchen. Vi glæder os til udfordringen og til samarbejdet med Nationalbanken og de øvrige aktører i projektet,” siger Mads Volmer Nielsen, projektchef og partner i bgb a.s.

 

“Det er et specielt og unikt projekt, som adskiller sig fra andre renoveringer, fordi alt er fredet. Vi er stolte af at være udvalgt til at hjælpe med det store arbejde med renoveringen af et nationalt klenodie som Nationalbanken,” siger han.

 

Tømrerentreprisen omfatter renovering og genopsætning af en række af bygningens karakteristiske bygningsdele. Vi skal blandt andet stå for demontering, renovering og genopsætning af de særlige metalkassettelofter og malede loftkassetter. Derudover skal vi renovere og genmontere døre, så de lever op til nutidens krav til brandsikring, lyd og adgangskontrol, samt restaurere Nationalbankens særligt udformede elektriske solafskærmning.

 

Fælles for opgaverne er, at de kræver millimeterpræcision og et skarpt fokus på håndteringen af de fredede bygningsdele gennem hele processen. Alt udføres i overensstemmelse med Slots- og Kulturstyrelsens godkendelser, så bygningens udtryk og detaljer bevares for eftertiden.

 

En stor del af arbejdet ligger allerede i den kommende projekteringsfase, hvor entreprenørerne samles med rådgivere og bygherre på et fælles projektkontor i Havnegade. Her skal løsninger, logistik og udførelsestakt fastlægges i fællesskab. Vores erfaringer fra tidligere renoveringsprojekter og vores praktiske byggetekniske kompetencer bliver sat i spil, når vi sammen skal finde løsninger på de komplekse opgaver og sikre, at de valgte løsninger både er bygbare, realistiske og tro mod Arne Jacobsens udtryk.

 

“Det er godt for os at have en sag i bogen, der kører over de næste mange år. Vi forventer at have mellem 10 og 20 mand på projektet i tre-fire år. Nationalbanken bliver en vigtig sag for os i bgb,” siger Mads Volmer Nielsen.

 

 

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. her