En ny bydel på havnekanten

 

Frederiks Brygge er et af Københavns nye boligområder. På den gamle Lemvig-Müller industrigrund i den sydlige del af Københavns Havn, opføres mere end 1300 moderne boliger eller cirka 120.000 m², til udlejning i et spændende miljø, lige på havnekanten ved Belvederekanalen, og Frederiksholmsløbet.

 

Her kan man bo i huse med navne som Kanaphuset, Teglhuset, Stålhuset, Kanalhuset, Frederiksholmhuset og Støbehuset, eller måske flytte ind i en lejlighed i Pladehallen.

 

bgb a.s. har været engageret på Frederiks Bryggeprojektet siden 2014, først med udførelse af det helt nye SuperMarco og efterfølgende med udførelsen af tømrer- og snedkerentrepriserne på boligerne i de enkelte etaperDet velkendte italienske supermarked SuperMarco ligger i en 1000 m2 stor ombygget tidligere stålhal. bgb a.s. havde også her tømrer- og snedkerarbejdet på entreprisen.

 

 

De første mange lejligheder på Frederiks Brygge står allerede klar, og lejerne er flyttet ind. Nu er den sidste etape af Frederiks Brygge ved at blive opført, med en lang karrébebyggelse langs Vasbygade, hvor der opføres næsten 700 lejligheder i fem meget forskellige ejendomme i op til ni etager, samt fire fælleshuse. Ejendommen bliver en af Københavns længste sammenhængende boligbyggerier.

 

De fem ejendomme har hvert deres karakteristika, som Kanaphuset med karnapper og Teglhuset, der har teglfacade.

 

Fælles for alle ejendommene er, at bgb a.s. står for tagarbejdet med taghuse øverst på de meget høje bygninger, som rejser sig i op i mere end 30 meters højde. Herudover udfører bgb a.s., montering af vindues- og dørpartier, glas/alu facadepartier på facaderne mod Vasbygade, herunder de store vinduespartier i de fire trappetårne, facadeopbygning og lette facader på visse af bygningerne.

 

Indenfor i byggeafsnittene, udfører bgb a.s. lette gipsskillevægge og nedhængte lofter, samt snedkerarbejdet, med udførelse af indvendige døre, paneler, støjreguleringer i facadepartierne, m.v.

 

Vi forventer snarest at tage hul på ombygningen af en af områdets oprindelige industribygninger, en gammel buelagerhal til et kombineret bolig- og torvemiljø, en ejendom som får navnet Pladehallen. 

 

Yderst i bebyggelsen ligger Frederiksholmhuset, hvor lejlighederne har udsigt til vandet fra flere sider.

 

bgb a.s. har på dette projekt deltaget  udviklingen og udført en meget omfattende tagkonstruktion, som er er opbygget med 20 graders bjælkespær på limtræs kipbjælker. Tagfladerne er beklædt med anodiserede aluminiumsplader. Udover de udvendige Velfac-vinduer er alle bygningskomponenter leveret af bgb a.s.

 

Facaderne på de to øverste etager er opbygget i en let højisoleret ubrændbar stålkonstruktion med vindskærm, monteret direkte på betonbagmuren. Denne stålopbygning med isolering og vindskærm, er efterfølgende beklædt med anodiserede aluminiumsplader, helt i samme udførelse som tagfladerne. Omkring alle vindues- og dørelementer i de to øverste etager er også udført udvendige lysninger i samme anodiserede aluminiumsmateriale, som de plane facadeplader.

 

bgb a.s. forventer, at de sidste boliger på Frederiks Brygge-projektet færdiggøres med aflevering i 2020.