23.03.2020

bgb opfører boliger og hotel for Gefion Group

 

Gefion Group og bgb a.s. har indgået totalentreprisekontrakt på opførelsen af 23.200 m2 byggeri på Engvej 155 - 169, København S.

 

Ejendommen, der ligger ideelt op ad Femøren Metrostation og med delvis udsigt ud over Amager Strandpark og Øresund, kommer til at indeholde et Guldsmeden Hotel med 273 værelser og
fitnesscenter, 287 private ungdomsboliger, 75 almene ungdomsboliger, en daginstitution, en dagligvarebutik og en cafe.

 

Forud for indgåelse af totalentreprisekontrakten har der været en god, åben og konstruktiv dialog om udførelsesmetoder, materialevalg og økonomiske scenarier.

 

- I et stort projekt som dette er der mange ting, der skal falde på plads, for at få et godt resultat. Vi har sammen med bygherre, arkitekt og ingeniør haft en god proces, hvor vi har udviklet og tilpasset projektet, så vi sammen har fundet de rigtige løsninger. Det gode samarbejde fortsætter, nu hvor vi har taget hul på selve byggeprocessen, men fortsat projekterer på de sidste dele af byggeriet. Det tætte samarbejde kombineret med en beslutningsdygtig bygherre er alfa og omega for et godt projekt, siger Mads Volmer Nielsen, som er projektchef og partner i bgb a.s.

 

- Vi oplever bgb a.s. som meget lydhøre, åbne over for både vores ønsker som bygherre og lejeres ønsker, samt ved udarbejdelsen af tidsplan. Vi har i kontraheringsforløbet sammen med bgb a.s.
været rundt om det hele for at få afdækket eventuelle uklarheder, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde under gennemførelsen af byggeriet med bgb a.s. som totalentreprenør, siger Martin Schjørring, teknisk direktør i Gefion Group.

 

bgb a.s har mange års erfaring med ombygninger af ejendomme til helt nye funktioner, samt solid erfaring med opførelse af hoteller og boliger, og i dette projekt kommer alle disse kompetencer i spil.

 

Bygningerne, som tidligere har huset SAS’s datacenter, totalrenoveres, der bygges en nye etage ovenpå, og derudover etableres en panoramabro på tværs af de eksisterende blokke, som bliver blikfang for hotellet. På taget etableres tagterrasser, som medvirker til at skabe et moderne og grønt miljø i området.

 

bgb a.s. har egne håndværkere indenfor tømrer- og snedkerområdet, en stor entreprise i projektet.

 

- Det er et spændende projekt for os at gennemføre, for det trækker på alle vores kompetencer og erfaring inden for renoveringer, hvor gamle ejendomme ombygges til nye funktioner. Det bliver en byggeplads, hvor rigtig mange af vores egne medarbejdere kommer til at arbejde sammen med
vores underentreprenører, og jeg ser frem til at følge projektet hele vejen, siger Mads Volmer Nielsen.

 

Byggeriet opstartede den 1. november 2019, og forventes at stå færdigt i sommeren 2021.

Rådgivere på opgaven er:
Arkitekt: AI A/S
Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S
Landskabsarkitekt: Opland ApS

 

Læs flere nyheder om bgb a.s. og vores projekter her